Farvel med kærlighed

I dag må man da indrømme står i kærlighedens tegn. Om man er til det eller ej – så har Danmark vist taget traditionen, Valentins Dag, til sig og jeg synes det er meget hyggeligt.

Egentlig synes jeg, at Michael og jeg gode nok til at værdsætte hinanden gennem hverdagens trummerum, men det er da ikke ligefrem nemt. Der går hurtigt baby, bleer, børnehave, aftensmad, madpakker og arbejde (ikke mit, forståes vist) i den og sådan er det jo bare. Det er vel livet, når man leger mor, far og børn – og selvom vi er gode til at huske hinanden er det jo ikke givet at alle andre er – eller at vi altid vil være det… Så det er da godt at der er en dag om året, hvor man får en lille spark i den rigtige retning.

Så i dag fejres kærligheden i verden… Og det er det sådan set også her i huset. Bortset fra at Michael og jeg ikke skal fejre kærligheden til hinanden, men vise min elskede bedstemor den sidste kærlighed. I dag skal hun nemlig begraves.

Jeg har altid boet 5 minutter fra min bedstemor og bedstefar. De har altid været der og været mine “reserve”-forældre i den forstand at de altid passede min søster og jeg, og deres dør altid var åben – og vi var tit forbi den. I mange år havde mine veninder og jeg en hule i deres gamle baghus, hvor vi legede og var i tide og utide. Hver lørdag morgen kl. 9 spiste vi morgenmad hos bedstemor og bedstefar – og man måtte få sodavand til rundstykkerne. Win! Sommerferierne blev brugt hos dem, hvor jeg så Glamour med Bedstemor og gamle danske film med min Bedstefar. Det var helt igennem fantastisk.

Så da jeg mistede min bedstefar for 10 år siden var det noget af en mavepuster – en som jeg stadig prøver at komme mig over, hvis det nogensinde sker. Ikke fordi det kom pludseligt, men selvom han var syg, havde jeg en lille håb om at han ville blive rask og leve længe nok til at møde mine piger. Det var min plan – mit ønske.

Han ville have elsket dem – det ved jeg bare.

Bedstemor nåede heldigvis at møde Bella, mens hun stadig var frisk. Hun var vild med hende – og det gør mig glad og lykkelig. Helt nede i maven. Da vi fik Fine var hun væk. Ikke fysisk, men mentalt. Derfor er det også ok, at hun er kommet videre og taget op til min bedstefar, som hun savnede ufatteligt meget. Hun fortjente ikke det liv hun levede de sidste par år.

Det gør dog ikke dagen nemmere… Det bliver ufatteligt hårdt, fordi nu er hun væk, sådan rigtigt væk. Den sidste del af livet på Abelsgade er gået videre – og nu er minderne for alvor bare minder, men tak gudskelov for dem!

(null)

I hjertet gemt, men aldrig aldrig aldrig glemt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>